Hans
Jørgen Hansen. Født den10.01.1885 i Bøgehoved, Nygård på Kegnæs. Reservist. Leibgarde-Infanteri-Regiment
nr. 115. Død den 27.09.1916 i Allaines i Somme distriktet i Nordfrankrig.
Foto:
Jørgen Hansen var søn af bådskipper Jørgen Hansen og Marie Thygesen af Bøgehoved.
Forældre var blevet gift den 03.07.1884 på Kegnæs.
Faderen betegnes senere som lods, han var fra Bøgehoved, moderen var fra Søby på Ærø, hun tjente i Damkobbel.
I 1890 fik Hans Jørgen en lille søster, Christina Maria. Da var faderen lods på fyrskibet på Kalkgrunden ud for Østerby i indsejlingen til Flensborg Fjord.
Hans Jørgen var til session i 1905, det år han fyldte 20 år, men de alfabetiske lister (lægdsruller) for Kegnæs for årgang 1885 er ikke bevaret, så vi ved desværre ikke hvor han mødte, og om han straks blev indkaldt til aftjening af værnepligt eller fik udsættelse et år eller to.
Vi ved heller ikke hvor hurtigt han skulle møde, da der blev mobiliseret ved krigsudbruddet.
Den 11.10.1916 fremgår det af flere aviser i Danmark, at forældrene har fået besked om at sønnen var faldet:
Østsjællands Avis den 11.10.1916:
”Til Lods Jørgen Hansen paa Kajnæs er der fra sønnekonen, der er bosat i Hamborg, kommet Meddelelse om, at deres eneste Søn, Hans, er falden under de sidste Dages haarde Kampe. Endnu samme Dag, Meddelelsen kom, havde Forældrene fået Brev fra Sønnen, at han befandt sig vel. Faderen rejste straks til Hamborg. Sønnen var henved 30 år gammel.”
Dødsfaldet fremgår af en af de tyske tabslister dateret den 24.10.1916, det fremgår at han gjorde tjeneste ved Leibgarde-regiment nr. 115.
Hans Jørgen boede i Sønderborg inden han blev indkaldt under krigen. Han var uddannet som skrædder og hans kone boede i Altona, så måske er hans uddannelse også foregået i Altona.
Dødsfaldet er derfor noteret (på tysk) i personregistret for Sønderborg den 17.11.1916.
Det er kommandanten fra livgarden, Leibgarde Regiment nr. 115, der meddeler at dette regiments reservist, skrædder Hans Jørgen Hansen, 31 år gammel, bosat i Sønderborg, født i Nygård på Kegnæs, gift med Frieda født Cohrs, der bor i Altona, søn af lods Jürgen Hansen og Maren Thygesen, er død af de kvæstelser han fik i kampene ved Allaines den 27. september 1916 kl. 10.30 om aftenen.
Hans Jørgen Hansens navn kom med på mindestenen på Kegnæs kirkegård, på mindestenen på pladsen ved siden af Sct. Marie Kirken i Sønderborg og i Marselisborg-monumentet i Mindeparken i Aarhus.
Lillesøster
Christina Maria, født den 28.10.1890. Hun blev konfirmeret i 1905.
Den 11.09.1908 blev hun i Kegnæs Kirke gift med telegrafarbejder Nicolai Hansen, der var født i Rødekro. I 1885, han arbejdede i Sønderborg, hvor hans far var overpostbud. Nicolai har sikkert også været krigsdeltager, en bror faldt 1918.
Senere flyttede Christina og Nicolai til Flensborg.
I 1927 fortæller en lille notits i avisen ”Heimdal”, at faderen på grund af svagelighed flytter ned til sin datter i Flensborg, han har derfor solgt sit smukt beliggende hus med have i Kongshoved til Jens Thomsen for 3.200 kr.
Faderen døde i 1929.
Hans Jørgen Hansens navn på mindestenen på Kegnæs kirkegård. Privatfoto.
Hans Jørgen Hansens navn på mindestenen ved Sct. Maria Kirke i Sønderborg. Hans Jørgens navn ses nederst i højre hjørne. Privatfoto.
Hans Jørgen Hansens navn på monumentet i Marselisborg Privatfoto.
I mange år lå der et fyrskib på Kalkgrunden udfor Østerby på Kegnæs. Hans Jørgen Hansens far var skipper og lods ombord på fyrskibet, som blev afløst af et fyrtårn bygget ude i vandet i 1960erne. Foto: Kegnæs Lokalhistoriske Arkiv.
Kegnæs.net Bredsten 5, Kegnæs, 6470 Sydals - Tlf. 6015 0101 - E-mail: hen5600@gmail.com