Hans Christian Bustorff

Hans Christian Hermann Bustorff. Født 16.08.1888.  Død 20.09.1914 i Autrêches. Füsilier-Regiment Nr. 86, 11. kompagni.  


Foto: Sønderby Skole 1890. Lokalhistorisk Arkiv Kegnæs.




Læreren ved Sønderby Skole blev indkaldt til session.

Hans Bustorff var født i Schmalstede ved Bordesholm mellem Kiel og Neumünster. Hans far var landmand. Han blev uddannet fra Haderslev Seminarium i 1908 og blev ansat som andenlærer ved skolen i Sønderby fra 1908-1909.

Da han blev indkaldt til session mens han boede i Sønderby på Kegnæs, er han medtaget i denne liste.

Ved sessionen  blev han bedømt som duelig selv om han måske havde en hjertefejl. 

Han fik et års udsættelse mødte igen til session i januar 1909 og den 01.04.1909 blev han indkaldt til aftjening af værnepligt ved regiment nr. 31. 

Ved indkaldelsen var han rejst til Kiel og han blev igen ved mobiliseringen i august 1914.

Hans tid ved fronten blev kort. Han faldt allerede den 20.09.1914. Af tabslisten fremgår, at han var underofficer og gjorde tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86, 11. kompagni.

Regimentshistorien for regiment nr. 86 fortæller, at kampen mod franskmændene ved Autrêches den 20.09.1914 var en succes, angrebsmålet var nået, 519 tilfangetagne franskmænd, et felttegn (fane) og to maskingeværer blev dagens bytte.                                                                                       

Men succesen var dyrekøbt for regimentet. Tre officerer og 90 menige faldt ved slaget, 174 mand blev såret og 142 savnedes.                                                                                                                         

Hans Bustorffs forbindelse til Kegnæs er ganske lille. Hvor han blev begravet vides ikke, ikke alle faldne fra krigen har en kendt grav.

 

Lidt om degnen på Kegnæs

Da Kegnæs Kirke blev bygget i 1615 blev der ansat både en præst og en degn. Degnen var skolelærer og præstemedhjælper.

I kirkens fundats, der er undertegnet af dens bygherre, hertug Hans den Yngre, nævnes udtrykkelig en degn og de jorder og kapitaler, der blev udlagt til degnens underhold.

De første fire degne, der sad her fra 1615 til 1730, kender vi kun af navn fra en gammel degnestol. 

De næste hundrede år virkede tre degne af samme familie. Ingen af dem var uddannet på et seminarium. 

Den næste degn, H. C. Uhlenberg, var uddannet på Brahetrolleborg Seminarium på Fyn. 

Han blev 1864 efterfulgt af Jørgen Hansen, der var degn og lærer frem til 1890. Han var en meget dansksindet mand, der skulle formidle overgangen fra dansk til tysk skole, herunder at lærerne skulle tale tysk med børnene også uden for timerne. 

Derefter fulgte C. G. Schmidt, der var førstelærer og degn frem til 1912. 

Hans søn Christian Mathiesen Schmidt var med i 1. verdenskrig og døde få måneder efter krigen. Se omtalen under Christian Schmidt. 

Fra 1912 til 1919 var Axel von Monrath degn og førstelærer.

I 1777 blev der bygget en skole i Bredsten og 1897 en skole i Østerby.

Der var mange børn i skolen I Sønderby, en andenlærer var ansat at tage sig af de yngste. 

Fra 1859 til 1919 var der i alt 31 andenlærere ved Sønderby Skole, alle kun ganske kort tid mens de ventede på et bedre kald.