Vanskelig høst

Sensommeren har været våd med mange regnbyger. Det er vanskeligt at få høsten i hus. En enkelt kraftig byge sætter høsten i stå i flere dage. Vi er også så langt henne på året, at der falder dug. Når det hele er tørt nok, kan man først på eftermiddagen høre mejetærskernes brummen overalt på Kegnæs og der er en livlig trafik med traktorer og kornvogne til langt ud på aftenen. Høstresultatet er ikke det allerbedste på grund af den lange tørke midt på sommeren.