Faderen Jacob Bendixen var præst på Kegnæs fra 1894 til 1906. 

Hans præstegerning på Kegnæs var omstridt og han kom allerede fra starten skævt ind på menigheden på Kegnæs. 

Efter den daværende kirkelov skulle myndighederne indstille tre kandidater til et ledigt præsteembede. i 1894 trak to kandidater sig og Johannes Bendixen blev den eneste kandidat til det ledige præsteembede på Kegnæs. 

Menighedsrådet ønskede at genopslå stillingen, men myndighederne ansatte Johannes Bendixen, som opfyldte kravet om at være tysksindet.

Johannes Bendixen var 29 år, ung og aktiv, og han satte mange ting i gang på Kegnæs, bl.a.  missionsmøder og aktiviteter for børn og unge. I hans forkyndelse lå han nær på det man i dag kender som indre mission.

En del af den dansksindede befolkning på Kegnæs så til med bekymring og en del af menigheden begyndte sideløbende at holde kristne møder i en mere Grundtvigsk ånd udenom præsten. 

De to kristne retning: Indre Mission og Grundtvigianismen skabte en splittelse på Kegnæs som varede i mange år.  

I 1906 blev Johannes Bendixen mere eller mindre frivilligt forflyttet til Sommersted, hvor han var præst indtil 1921. 

Da familien flyttede fra Kegnæs var drengene otte og 11 år. 

Begge drengene blev elever på Haderslev Katedralskole og kunne bo hjemme hos forældrene på Sommersted Præstegård,  mens de gik i skole og i gymnasiet.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1918 blev der iværksat en massiv propaganda overfor eleverne på gymnasierne og seminarierne i Sønderjylland: Meld dig frivilligt til krigstjeneste for Das Vaterland!

Propagandaen virkede. Pastor Bendixens to sønner, Jacob og Johannes, meldte sig frivilligt og faldt på det man opfattede som Ærens Mark, sammen med mange andre elever og lærere fra Haderslev Katedralskole. 

Jacob og Johannes fik begge deres navne med på en tavle i Katedralskolen over tidligere elever, der faldt i 1. Verdenskrig. 

Jacob var til session i Haderslev i 1914. Han kom som mange andre fra Nordslesvig til at gøre tjeneste ved Regiment nr. 86. 

I juni 1915 meldes han hårdt såret, men han blev rask nok til at genoptage soldatertjenesten.            

I sommeren 1916 blev han meldt savnet. Først efter krigen, da man i 1919 undersøgte sagerne vedrørende de savnede, fik man sikker vished om at han var faldet den 20.07.1916 i slaget ved Estress. Det var det sidste sted han var set.

Johannes var til session i Haderslev i 1916. Han ønskede at komme til marinen, men blev den  15.11.1916 indkaldt til Artilleriregiment nr. 20 i Neubreisac i Elsass (Alsace), der jo dengang hørte til Tyskland. Han faldt den 04.10.1917 i Hochberg nær Reims.

Efter genforeningen fik drengenes far et embede i Schiffbek, en forstad til Hamborg. Her døde han i 1930. Mens han var præst i Sommersted deltog han ofte i missionsmøder og vækkelsesmøder flere steder i landsdelen. Et enkelt sted præciseres det i avisen, at han talte på dansk i modsætning til andre talere.

Mindesten

Allerede i december 1920 blev der på kirkegården i Sommersted rejst en mindesten over de 28 fra sognet, der var faldet i krigen.

I omtalen i avisen Heimdal, da mindestenen i Sommersted blev indviet, nævnes pastor Bendixen ikke, det er en anden præst, der taler ved mindegudstjenesten i kirken og da stenen afsløres uden for.

Bendixen-familien var måske allerede rejst sydpå. Der var fem døtre i familien og en søn, Boy. Han var født i 1909, så han var for ung til at komme med i krigen.

Tre af søstrene blev begravet på den gamle kirkegård i Bordesholm mellem Kiel og Neumünster. 

På gravstenen står at det er tre søstre med fødested i Kekenis auf Alsen – Kegnæs på Als.